Bon Iver

Bon Iver i Royal Arena


Detaljer

Koncerten i Royal Arena bliver Bon Ivers hidtil største koncert på dansk grund, og Justin Vernon og resten af bandet skal for alvor vise, at deres intime elektroniske univers kan overføres til arenaformatet. Dømmer man efter sidste års festivalkoncert, er der dog lagt op til en helt ekstraordinær oplevelse.

Bon Iver udgav efter fem års pladepause den overraskende og kryptiske ’22, A Million’, der var bandets tredje udspil og et elektronisk fokuseret album, der tog et kvantespring fra den intime og hjerteskærende debut, ‘For Emma, Forever Ago’, fra 2007, og den selvbetitlede opfølger fra 2011. ’22, A Million’ var på mange måder et skelsættende værk, der bygger videre på Justin Vernons skrøbelige sangskrivning og indhyller sangene i bandets forkærlighed for synthesizers, tørre elektroniske beats og samples. I efteråret sidste år begyndte rygter at svirre om, at Bon Iver igen var gået i studiet, så måske er der nye sange på setlisten, når Bon Iver besøger Royal Arena den 28. oktober.